Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Billed-Bladets TV-Guld 2019
Søndag den 8. marts 2020
De danske seere
er konservative
Danskerne vil se de samme tv-serier og de samme studieværter år efter år – i hvert fald hvis man skal dømme efter Billed-Bladets årlige uddeling af TV-Guld, som sker på basis af afstemninger blandt bladets læsere.

Gennem årene 2014-2019 har TV 2 sendt seks sæsoner af "Badehotellet", og hvert eneste år er serien kåret som årets tv-program og hædret med TV-Guld af Billed-Bladets læsere.

Det stod klart, da Billed-Bladets uddeling af TV-Guld 2019 til Danmarks bedste tv-programmer og tv-værter sidste år var færdig på Hotel d'Angleterre i København. TV 2 hentede i alt seks af aftenens ni priser.

I år kom "Badehotellet" på skærmen med sæson 7, som sluttede mandag 2. marts. Ifølge seermålingerne fra Kantar blev sæsonens første afsnit set af cirka 1,5 millioner seere i snit, hvilket er samme niveau som i de foregående sæsoner. Og samtidig har serien rekordstor sening på TV 2 Play, så mon ikke Billed-Bladets TV-Guld for 2020 er i hus...

Blandt de nominerede til TV-Guld var også to andre danske tv-serier, nemlig "DNA" og "Tinka og Kongespillet", som begge er fra TV 2.

Årets nye tv-program

Billed-Bladet uddeler også TV-Guld til årets nye tv-program, og her blev TV 2-programmet "Helt sort" med komikeren Melvin Kakooza vinderen i konkurrence med TV 2-krimiserien "DNA", "Ingemann og Vestkysten" (TV 2) samt DR-programmerne "Prins Joachim fortæller" og "Frederik IX".

Melvin Kakooza kom til Danmark som etårig sammen med sin familie fra Uganda. Hans mor ønskede fra begyndelsen, at hendes søn skulle blive så dansk som muligt, så familien flyttede på landet for at være tæt på danskerne. Men Melvin har måttet sande, at der stadig er mange af danskernes traditioner og vaner, der for ham er 'helt sort'.

Årets kvindelige
underholdningsvært

For andet år i træk blev "X Factor"-vært Sofie Linde hædret med TV-Guld som årets kvindelige underholdningsvært i et felt med tre andre TV 2-værter og én DR-vært. Og for andet år i træk kunne Sofie Linde ikke være med til festen og modtage prisen, fordi hun samtidig med prisuddelingen var ved at gå på "X Factor"-scenen til aftenens program på TV 2.

Årets mandlige underholdningsvært

Vinderen Rasmus Brohave var i 2019 en af værterne på TV 2s "Danmarks har talent", mens han alene var vært på "Z Factor", der blev sendt på TV 2 ZULU før, under og efter "X Factor" i foråret 2019.

De øvrige nominerede i kategorien var TV 2-værterne Mikkel Kryger, Mikkel Beha Erichsen og Peter Ingemann, samt DR-værten Joakim Ingversen.

Årets nyhedsværter

TV 2 NEWS-vært Janni Pedersen vandt TV-Guld som årets kvindelige nyhedsvært. Det er en pris, hun også fik for to år siden, mens hun sidste år blev overgået af TV 2-kollegaen Cecilie Beck.

De øvrige nominerede i kategorien var alle TV 2- og TV 2 NEWS-værter, nemlig Cecilie Beck, Ditte Haue, Karin Cruz Forsstrøm og Miriam Zesler.

Prisen som årets mandlige nyhedsvært gik for sjette år i træk til DR1-vært Kåre Quist.

Årets sportsværter

Endnu flere gange har TV 2 SPORTs Morten Ankerdal vundet TV-Guld, for da han blev kaldt på scenen fredag aften, var det syvende år i træk, at han blev kåret som årets mandlige sportsvært.

Morten Ankerdal var nomineret til prisen sammen med TV 2-kollegerne Christian Müller Bækgaard, Thomas Kristensen og Rasmus Staghøj samt TV 3 SPORT-vært Mads Laudrup.

Prisen som årets kvindelige sportsvært gik til DR1-vært Tina Müller, mens årets tv-dokumentar blev "En stille forsvinden" (DR1).

Vinderne af en de otte priser til programmer og værter findes ved afstemning blandt Billed-Bladets læsere og andre af landets tv-seere, mens vinderen af årets tv-dokumentar findes af en jury.


Gå tilbage

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+